Trodser corona: Her får medarbejderne bonusser op til 95.000 kroner

Julie Møller

213 uger siden

|

13/10/2020
Nyheder
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Selvom 2020 har været præget af corona, så ser der ikke helt skidt ud alle steder.

Dagens topnyheder

Selv om JYSK i foråret var hårdt ramt af coronakrisen, blev regnskabsåret 2019/20 godt for JYSK i Danmark. Det kan mærkes hos medarbejderne i de danske butikker, der i gennemsnit har fået 31.000 kroner i bonus.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. 

”Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Medarbejderne i butikkerne får bonus efter, hvor godt salget har været i netop deres butik. Så når de har fået en stor bonus, er det fordi, det er gået godt for JYSK. Samtidig er medarbejderne i JYSK-butikkerne jo nogle af dem, der ikke har haft mulighed for at arbejde hjemme, men som derimod er mødt på arbejde hver dag for at holde hjulene i gang gennem hele corona-epidemien,” siger Bo V. Andersen, der er JYSKs landechef i Danmark.

Enkelt system

Bonus-systemet i JYSK fungerer på den måde, at medarbejderne i hver enkelt JYSK-butik får del i den omsætningsfremgang, butikken har haft i forhold til året før.

Det betyder også, at der er stor forskel på, hvor meget medarbejderne i hver enkelt butik har fået udbetalt. Fuldtidsmedarbejdere, der har været ansat i hele regnskabsåret, har således fået udbetalt mellem 5.400 og 95.000 kroner.

Bo V. Andersen medgiver, at regnskabsåret også har været lidt specielt, fordi de butikker, der er placeret i indendørs butikscentre, var lukket i foråret på grund af coronavirus.

”De ansatte i de butikker, arbejdede i den periode i andre nærliggende JYSK-butikker, og derfor skal de selvfølgelig ikke snydes for bonus. De har derfor fået bonus i forhold til vores gennemsnitlige salg i Danmark i den periode, hvor butikkerne var lukket,” forklarer han. 

Den butik, der fik udbetalt mest i bonus i regnskabsåret 2019/20 var JYSK-butikken på Marsvej i Randers, hvor fuldtidsmedarbejdere fik en bonus på 95.000 kroner.