Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må sige farvel til sin anden minister, men regeringen overlever.
Det står fast, efter at De Konservative tirsdag aften tog den dramatiske beslutning at udtrykke mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
Beslutningen fik meget opsigtsvækkende Løkke til at indkalde til et møde for lederne af de blå partier tirsdag aften. Her vil han undersøge, om der fortsat er flertal for regeringen.
Det er der, fastslår Søren Pape Poulsen:
- Jeg vil svare statsministeren, at vi står bag regeringen, men vi har ikke længere tillid til den pågældende minister, siger han på et pressemøde.
Uden at kritisere statsministeren direkte ligger det mellem linjerne, at Løkke i Søren Pape Poulsens optik overreagerer på De Konservatives melding om Eva Kjer Hansen.
Pape afviser bestemt, at han har udtrykt sig på en måde, der kunne give Løkke anledning til at tro, at der ikke længere er opbakning til regeringen.
- Nej, lyder hans korte svar på det spørgsmål.
Dermed er De Konservative og Venstre nu for alvor kommet på koalitionskurs. Venstre har i forvejen et anstrengt forhold til Dansk Folkeparti efter efterårets finanslov og striden om grænsekontrollen.
Søren Pape Poulsen fastslår, at der er en meget konkret grund til, at Eva Kjer Hansen ikke længere har noget stående på tillidskontoen hos blå bloks mindste parti.
Det går ganske enkelt ikke, at ministeren ikke giver retvisende oplysninger om miljøeffekten af landbrugspakken, siger han:
- Vi støtter stadig den her regering, men vi vil ikke acceptere, at der ikke bliver givet offentligheden et retvisende billede, siger Pape.
Eva Kjer Hansen er den anden minister, som må gå af i V-regeringens første otte måneder.
Den første var daværende forsvarsminister Carl Holst, der valgte at træde tilbage efter flere sager om et efterlønsvederlag fra Region Syddanmark og brug af regionens medarbejdere til sin valgkamp.
/ritzau/