Pensionisterne har de senere år måttet spænde livremmen ind som følge af de stigende leveomkostninger.
Med priser, der kun synes at gå én vej – opad – har mange mærket presset på privatøkonomien, når regningerne skal betales.
Fra mad på bordet til varmen i radiatoren har prisstigningerne ramt hårdt, og for dem med en stram pensionsøkonomi er det blevet sværere at få pengene til at række.
Men der er ingen grund til at ånde lettet op.
Nu venter endnu en økonomisk udfordring, da det fra den 19. januar 2025 bliver endnu dyrere på en række billettyper i den offentlige transport, når Din Offentlige Transport (DOT) gennemfører den årlige justering af billetpriser.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.
DOT er et samarbejde mellem Movia, Metroselskabet og DSB.
Med Takst 25 stiger prisen med 3,6 pct. i gennemsnit og følger dermed den ramme, som Trafikstyrelsen har givet. I 2025 vil der ikke være prisændringer på mellemlange og lange rejser.
Sådan påvirkes billetpriserne fra den 19. januar 2025:
Enkeltbilletter: Ingen justeringer på enkeltbilletter – undtagen en billet til fire zoner, der falder fra 40 kr. til 38 kr.
Rejsekort: To-zoners og tre-zoners rejser på Rejsekort stiger med 1,50 kroner til hhv. 22 kr. og 28 kr., mens fire-zoners rejser stiger med 2 kr. til 36 kr. Prisen på rejser udover fire zoner med Rejsekort er uændret.
Pendlerkort: Korte rejser på pendlerkort på to eller tre zoner får en prisstigning på 15 kr. og 30 kr. Der er ingen justeringer på øvrige pendlerkort.
Pensionistkort: Prisen for et tre-zoners pensionistkort med tre måneders gyldighed stiger i alt 30 kr., svarende til 10 kr. om måneden. Mens et pensionistkort til én storzone stiger med 40 kr. for tre måneder, svarende til 13,33 kr. pr. måned.
Cykelbillet til metro: Har du din cykel med i Metroen, stiger prisen fra 14 kr. til 15 kr.
City Pass: Prisen for City Pass Small (24 timer) stiger med 10 kr. og City Pass Large (24 timer) med 20 kr. Priserne for 2-5-dages versioner ændres ikke.