Trist nyt for fremtidens skatteydere: Det højeste tal nogensinde efter 'ny' reform trådte i kraft

Emil Martesen

2 uger siden

|

11/12/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nu er der trist nyt for fremtidens skatteydere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 2013 trådte en reform af førtidspension i kraft, der bl.a. betød, at personer under 40 år som udgangspunkt ikke skulle have førtidspension.

Alligevel er der nu rekordmange unge på førtidspension herhjemme, og på bare fem år er antallet af unge førtidspensionister steget med 40 pct.

Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Således var der 39.101 personer under 40 år på førtidspension i november i år, hvilket er det højeste niveau nogensinde (statistikken går tilbage til 2004) og en stigning på 8 pct. ift. samme måned sidste år.

De seneste fem år (fra november 2019 til november 2024) er antallet af førtidspensionister under 40 år steget med 40 pct., mens antallet af førtidspensionister på tværs af alle aldersgrupper i samme periode blot er steget med 18 pct.

"Det er en uendeligt trist udvikling. For når man er ung, så skal man jo selvfølgelig gerne være rask og rørig og have et godt og langt liv foran sig - herunder også på arbejdsmarkedet. Samtidig ved vi, at når man er kommet på førtidspension, så er udsigterne for at komme i job igen bestemt ikke gode", siger Nicoline Rosenlund, sundhedschef i Sampension.

Et særudtræk fra STAR lavet for Sampension viser, at 77 pct. af alle førtidspensionstilkendelser til unge under 40 år nu har psykiske lidelser som hoveddiagnose. For ti år siden var andelen 61 pct.

"Hvis vi skal have vendt bøtten, så handler det især om at få løst udfordringen med de unges psykiske ve og vel, hvor vi jo desværre ser, at mistrivsel og dårlig mental sundhed bliver stadig mere udbredt blandt landets unge. I den forbindelse får vi bl.a. et vigtigt indspark, når Trivselskommissionen kommer med sine bud på løsninger", siger Nicoline Rosenlund, inden hun fortsætter:

"Men vi har naturligvis alle et ansvar for at bidrage. For det kan også have betydelige konsekvenser for arbejdspladserne, pensionsselskaberne og samfundet som helhed, når de unge bliver førtidspensioneret – ikke mindst i lyset af, at de er fremtidens medarbejdere, pensionskunder og skatteydere. Derfor skal vi alle mere ind i kampen for at styrke de unges mentale sundhed", siger Nicoline Rosenlund.