Tre politimænd dræbt i drive-by skyderi i Kairo

admin

10 år siden

|

20/05/2014

Dagens topnyheder

Bevæbnede mænd i en bil åbnede tirsdag ild mod en gruppe egyptiske politimænd i hovedstaden Kairo. Tre betjente blev dræbt og ni kvæstet, oplyser indenrigsministeriet i det nordafrikanske land.

Angrebet fandt sted foran al-Azhar-universitet og kommer kun få dage før præsidentvalget 26.-27. maj, som den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi er favorit til at vinde.

Antallet af angreb rettet mod politiet er steget, siden den islamiske præsident Mohamed Mursi blev væltet i juli sidste år. Hundredvis af politibetjente og soldater er blevet dræbt - mandag blev to betjente slået ihjel af en bevæbnet mand på en motorcykel i byen Minya.

Det seneste overfald på ordensmagten fandt sted, da studerende ved al-Azhar-universitetet afholdt en demonstration til fordel for Mursi.

I april besluttede en egyptisk domstol at idømme omkring 700 Mursi-støtter til døden - de er anklaget for drab og drabsforsøg mod politimænd i august. Dommen har udløst massiv kritik verden over.

Abdel Fattah al-Sisi har lovet, at Det Muslimske Broderskab, som Mohamed Mursi tilhører, vil ophøre med at eksistere, når han sandsynligvis bliver præsident.

Sisis eneste modstander ved præsidentvalget er den venstreorienterede Hamdeen Sabahi, der kom på tredjepladsen ved valget i 2012.

/ritzau/AFP