Transportministeren vil ændre taxilovgivningen

admin

9 år siden

|

07/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark skal have en ny og moderniseret taxilovgivning.

Det ønske har en række brancheorganisationer rejst overfor transportminister Hans Christian Schmidt (V), der nu vil drøfte muligheden for en ændring af taxaloven med Folketingets transportordførere.

- Jeg vil nu tage en snak med ordførerne, og så skal vi overveje, hvordan der kan sættes en hensigtsmæssig proces i gang i forhold til at ændre reguleringen, skriver transportministeren via sin presseafdeling til DR Nyheder.

Både taxibranchen og amerikanske Uber, der kom til Danmark sidste år i november, har efterlyst en mere moderne taxilovgivning efter Ubers kontroversielle indtog i Danmark.

Tidligere mandag kom det blandt andet frem, at Københavns Politi har indledt en sag mod tre Uber-chauffører. De er sigtet for piratkørsel via mobilappen Uber, som fungerer ved at personer kan bestille en tur via appen.

Derfor er transportministeren også tilfreds med at have fået indspark fra branchen, skriver han i sit svar til DR Nyheder.

- Jeg er altid glad for at få input fra organisationer, der sidder med den direkte kontakt til dem, der har erfaringen med at udøve erhvervet.

- De ved, hvordan det er at drive en forretning, hvilke barrierer de støder på, og hvordan de synes, det fungerer i forhold til kunderne, skriver transportministeren.

Hans Christian Schmidt nævner dog ikke i sit svar, hvorvidt en ny lovgivning på området vil komme til gavn for Uber eller ej.

- Uber kan jeg ikke udtale mig om, da virksomheden er meldt til politiet, skriver ministeren.

Det er endnu uvist, hvornår den første sag mod en Uber-chauffør kan komme for retten.

/ritzau/