En 57-årig kvinde var onsdag morgen ved at læsse arbejdsredskaber på en trailer, da en slagleklipper væltede ned over hende.
Kvinden kom i klemme og mistede livet, meddeler Fyns Politi.
- På en eller anden måde vælter slagleklipperen, og hun kommer i klemme, siger vagtchef Hans Frederiksen.
En slagleklipper bliver brugt til at klippe græsset i rabatter. Det står ikke klart, hvorfor den væltede, men der er ingen tegn på en forbrydelse.
- Det er en tragisk ulykke, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen klokken halv fem onsdag morgen.
Ulykken skete ved familiens hjem i Billeshave ved Strib på Fyn. Kvinden efterlader sig en mand og to teenagedøtre, der dog ikke var vidne til ulykken.
/ritzau/