Hvis hun ikke passer på, kommer hun til at ende som Whitney Houston, advarer Mariah Careys bror, der er alvorligt bekymret for sin søster.
Morgan Carey, der ikke selv har talt med den amerikanske hitsangerinde i to år, fortæller til magasinet National Enquirer, at han igennem længere tid har oplevet, at hans søster drak for meget.
- Jeg kan faktisk ikke sige, at jeg nogensinde har været i nærheden af hende, hvor hun var ædru, og det er temmelig skræmmende, siger han til magasinet.
Han frygter, at de våde varer vil ende med at tage livet af hans søster. Og hvis det sker, vil han ikke være sen til at kaste skylden på sangerindens professionelle team.
- Hvis min søster ender med at dø, vil jeg ikke vende det blinde øje til. Enhver, der fylder hendes glas, sætter hendes liv over styr, siger han.
Også Mariah Careys børn, de fireårige tvillinger, Moroccan og Monroe, er i risiko for at tage skade, mener han.
- Mariah drak igennem sin graviditet - selv mens hun ammede, siger han.
Han henviser desuden til, at Mariah Carey siden et mentalt sammenbrud i 2011 dagligt har indtaget en cocktail af antidepressive præparater.
Samtidig har "Without You"-sangerinden skubbet de mennesker væk, der var tættest på hende, mener han.
- Hun har ikke et stærkt netværk, og hun er ikke mentalt duelig. Jeg frygter, hun vil dø som Whitney Houston, siger han.
/ritzau/FOKUS