Den japanske bilproducent Toyota løfter fredag sløret for den næste generation af biler, der med avanceret teknik kan klare store dele af kørslen selv.
Toyotas kommende biler med teknologien vil blandt andet have et autopilotsystem, der skal værne mod ulykker og holde bilen midt i køresporet, uden at føreren sætter en finger på rattet.
Den japanske bilgigant regner med at kunne præsentere den selvkørende teknologi på markedet inden for få år.
- Disse avancerede teknologier forhindrer menneskelige fejl, reducerer kørestress og hjælper med at forebygge ulykker. Det har et stort potentiale i forhold til at reducere antallet af trafikdrab, siger Moritaka Yoshida, direktør i Toyota.
Toyota er langt fra det eneste selskab, der arbejder med de intelligente biler. Også Nissan og internetgiganten Google eksperimenterer med teknologien og har gjort det i årevis.
Men indtil videre har de førerløse biler kun været på vejene på forsøgsbasis, da lovgivningen endnu ikke tillader biler uden en person bag rattet.
Toyota, der er verdens største bilfabrikant, oplyser, at selskabets nyeste teknologi fortsat kræver en person til at sidde på førersædet, men størstedelen af bilens funktioner vil blive styret af et computersystem.
Som det allerede er kendt i flere biler i dag, vil Toyota-køretøjer fremover kunne holde den rette afstand til den forankørende bil. Nyere er det, at computersystemet vil kunne holde bilen midt på kørebanen, ligegyldigt hvor mange sving der venter forude.
The Automated Highway Driving Assist, som teknologien kaldes, ventes at være en del af Toyotas biler i løbet af de næste år.
/ritzau/Reuters