Den nye Toyota Auris bliver her kun fire måneder efter introduktionen i Danmark allerede yderligere forbedret.
Det drejer sig om hybridudgaven af den populære Auris, der kører på en kombination af el og benzin. Auris Hybrid rangerer i forvejen som den kompakte mellemklasses absolut mest miljørigtige bil med brændstofmotor.
Men nu bliver Auris Hybrid altså endnu mere miljørigtig og sænker CO2-udledningen yderligere en tak fra 87 til beskedne 84 gram per kilometer. Det sker blandt andet ved at tilføje en særlig såkaldt aero-finne på taget mellem de to C-stolper, hvilket giver en bedre aerodynamik.
Dermed sparer man brændstof under kørslen uden at gå på kompromis med bilens køreegenskaber. Auris Hybrid kan nu køre op til 27,8 km/l.
Årsagen til det lave brændstofforbrug og CO2-tal er blandt andet, at hybridmotoren udmærker sig ved at kunne køre på ren el over kortere strækninger. I de situationer er der ingen udledning af CO2, kvælstoffer, partikler eller andre skadelige stoffer.
De miljørigtige forbedringer slår også igennem på stationcaren Auris Touring Sports, der kommer til Danmark til sommer, og som allerede kan bestilles nu.
Den særligt rummelige stationcar med 530 liters bagagerumsplads bliver altså ikke bare en af klassens mest rummelige biler, men også blandt de absolut mest miljørigtige med en gennemsnitlig CO2-udledning på 85 gram per kilometer.
Danskerne har i øvrigt taget den nye Auris med storm siden introduktionen i januar med omkring 800 solgte biler svarende til langt over en fordobling sammenlignet med samme periode i fjor. Der er således store forventninger til stationcar-udgaven, når den kommer på danske veje til sommer.