Der er blanke huller på listen over Tour de France-vindere i årene 1999 til 2005, hvor Lance Armstrong tog syv sejre på stribe - triumfer, som siden er blevet frataget ham efter amerikanerens omfattende dopingindrømmelser.
Men sådan bør det ikke være, mener en række tidligere Tour-vindere, der i den hollandske avis De Telegraaf støtter tanken om at lade Armstrongs navn genindtræde på listen over sejrherrer i cykelsportens mest prestigefyldte etapeløb.
Avisen har spurgt de 25 nulevende Tour-vindere, om Armstrong burde få de syv sejre tilbage, og 12 af dem stemmer for. Deriblandt den mangeårige Tour-hersker Miguel Indurain, Armstrongs evige rival Jan Ullrich, og den tidligere Bjarne Riis-rytter Andy Schleck.
- Hvis der ikke er nogen andre ryttere, der med rimelighed kan erklæres som vinder af de års løb, så står det klart, at Armstrong vandt dem, siger Miguel Indurain, der selv vandt løbet fem år i træk i årene 1991-95.
Jan Ullrich, der stod øverst på sejrsskamlen i 1997, er også positiv overfor at give Armstrong sejrene tilbage.
- Bjarne Riis har jo også stadig sin sejr fra 1996. Det hjælper ingen, at der er huller i sejrslisten. Sådan var det bare dengang.
- At jeg tre gange blev nummer to efter Armstrong betyder intet for mig. Jeg vil kun have sejre, jeg har opnået på cyklen og ikke ved det grønne bord, siger Jan Ullrich.
De sidste to års vindere, Chris Froome og Bradley Wiggins, slår til lyd for, at det bedste er, at der ikke er nogen vinder i Armstrong-årene.
En lang række tidligere vindere har ikke ønsket at tage stilling. Deriblandt Bjarne Riis, Eddy Merckx, Alberto Contador og Carlos Sastre.
/ritzau/