Nykredit og Totalkredit anser Jyske Bank som udtrådt af Totalkredit-samarbejdet, skriver Jyske Bank i en fondsbørsmeddelelse. Det sker efter, at Jyske Bank overtog BRFkredit.
- Nykredit og Totalkredit har meddelt Jyske Bank, at de har indtaget det standpunkt, at de anser Totalkredit-samarbejdet for ophørt for Jyske Banks vedkommende, skriver Jyske Bank.
Nykredit og Totalkredit har meddelt banken, at de derfor har besluttet at frigive Jyske Banks garantier for ydede lån og stoppe provisionsbetalingerne til Jyske Bank.
- Retmæssigt ophør af provisionsbetalinger med videre vil alt andet lige påvirke Jyske Banks resultat før skat negativt med 225-250 millioner kroner i 2014, oplyser banken.
- Jyske Bank er uenig i, at der fra Jyske Banks side foreligger et ophør af Hovedsamarbejdsaftalen og anser Nykredits og Totalkredits tiltag somuberettiget, lyder det.
/ritzau/