Total russisk dominans på langrendsløjpen

admin

|

23/02/2014

Dagens topnyheder

Der stod russere på alle tre pladser på medaljeskamlen, da mændenes 50 kilometer langrend søndag blev afviklet ved OL i Sotji.

30-årige Alexander Legkov vandt guld i tiden 1.46,55 timer. Det var først efter en tæt slutspurt mod landsmændene Maxim Vylegzjanin og Ilia Chernousov, der begge sluttede under et sekund bag Legkov.

Nordmanden Martin Johnsrud Sundby endte lige bag de tre russere i det tætte opløb. Sundbys landsmand Petter Northug, der har haft et forfærdeligt OL, skuffede igen ved blot at blive nummer 18.

Finske Matti Heikkinen lå længe alene i udbrud på Laura Biathlon Centre, men han løb tør for kræfter mod løbets afslutning og endte på 15.-pladsen.

Danmarks eneste OL-langrendsløber Martin Møller kom i mål i tiden 1.53,32 timer, hvilket rakte til en plads som nummer 45.

/ritzau/