Det kom som en stor overraskelse, da den danske iværksætter Christian Lanng blev fyret som administrerende direktør i selskabet Tradeshift. Et selskab, som han selv var med til at stifte for 13 år siden.
Han udtalte i den forbindelse, at han blev fyret som følge af udbrændthed, men efterfølgende meldte Tradeshift ud, at der var tale om en fyring på grund af "alvorlige anklager" om "seksuelle overgreb og chikane".
Nu har det ført til, at han er enstand for et civilt søgsmål anlagt af en kvindelig tidligere medarbejder, som beskylder ham for at have presset hende til at underskrive en kontrakt, der gjorde hende til sin slave.
Christian Lanng afviser selv alle anklager og kalder hele situationen "Hollywood-level fiktion", skriver TV 2 Nord.
"Ord kan ikke udtrykke, hvor nedslående det er, at en særdeles forvrænget version af de ekstremt intime detaljer fra et privat frivilligt seksuelt forhold nu ikke blot er i det offentlige rum, men også bruges til at sværte mig til for personligt vindings skyld."
I stævningen, som blev indgivet 7. december ved retten i San Francisco, beskriver den anonymiserede kvinde, hvordan hun kort efter sin ansættelse blev præsenteret for en "slave-kontrakt" af Christian Lanng.
Lanng beskriver i stedet forholdet som havende været gensidigt, men han erkender, at han begik en fejl ved at ansætte en, han havde et seksuelt forhold til.
Af søgsmålet fremgår dog den slavekontrakt, som han angiveligt fik hende til at underskrive.
Ifølge kontrakten er kvinden – eller "slaven" – fuldt ud sin "herres" ejendel og har "ingen rettigheder" ud over de få undtagelser, der er beskrevet i kontrakten.
Derudover tilhører alle "slavens" ejendele "herren", hvilket inkluderer alle finanser og øvrige værdier, som "herren" kan gøre med, som han vil. Det samme gælder kvindens krop, som kan "bruges, som det passer ham", og som der er opstillet en lang række krav til.
Bryder kvinden med nogle af disse krav, kan "herren" ifølge kontrakten straffe hende fysisk. De eneste undtagelser er, at det ikke må efterlade permanent skade på kvindens krop, fremgår det.
I søgsmålet påstår kvinden, at hun gennem årene er blevet udsat for både voldtægt, seksuelle overgreb, tortur og overfald.