Togpassager over Fyn må køre i togbusser endnu en dag

admin

445 uger siden

|

16/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Pinsens arbejde på togstrækningen mellem Odense og Nyborg trækker ud, og derfor må passagererne væbne sig med endnu en dags tålmodighed.

Oprindelig var det planen, at togene skulle køre fra tirsdag morgen, men sådan bliver det ikke.

I en pressemeddelelse oplyser Banedanmark, at det er besluttet at indsætte togbusser indtil klokken 15 tirsdag.

Forklaringen er uforudsete udfordringer med at blive færdige til tiden.

Det skyldes problemer to steder på strækningen.

- Vi har haft nogle kapacitets- og driftsmæssige udfordringer med betjeningen af en såkaldt stoppemaskine, der bruges i forbindelse med, at skærverne i sporet renses samt ved udskiftning af sporskifter, således at det ligger præcist, som det skal.

- Samtidig udestår der svejseopgaver på Ullerslev Station, som har taget længere tid end forventet. Det betyder desværre, at vi ikke kan åbne sporet til trafik tirsdag, siger Steen Neuchs Vedel, direktør for Anlæg i Banedanmark.

Han tilføjer, at der bliver arbejdet på fuld kraft med få afsluttet arbejdet så hurtigt som muligt, så der kan køres den planlagte trafik fra tirsdag eftermiddag.

- Vi beklager naturligvis de gener, det giver for passagererne og godsoperatørerne, siger Steen Neuchs Vedel.

Også efter Kristi himmelfartsferien i sidste weekend trak arbejdet ud. Da var det oprindelig meningen, at togene skulle køre fra mandag morgen, men den plan gik i vasken, da arbejderne stødte på en gammel betontunnel i Odense.

Først onsdag blev togdriften genoptaget.

Passagerer, hvis rejse berøres af det forsinkede sporarbejde, kan ifølge DSB gratis få ændret eller refunderet deres ubrugte billetter.

Det gælder ekstraordinært også for de kunder, der har købt Orange-billetter.

Sporarbejdet over Fyn fortsætter over sommeren.

/ritzau/