Venstre har haft svært ved at finde en spidskandidat til EU-parlamentsvalget, og nu dropper Ellen Trane Nørby, Venstres politiske ordfører, også sit kandidatur.
Ellen Trane Nørby er blevet gravid og ønsker derfor ikke længere at være spidskandidat, oplyser Venstre.
I stedet har Venstres forretningsudvalg besluttet, at tidligere undervisnings- og udviklingsminister Ulla Tørnæs bliver indstillet til at være ny spidskandidat.
- EU er helt afgørende for Danmark, og derfor skal Danmark også have en stor og betydende liberal stemme i det europæiske parlament.
- Det arbejde skal jeg nu stå i spidsen for, og det glæder jeg mig helt utrolig meget til, siger Ulla Tørnæs i en pressemeddelelse.
Ellen Trane Nørby har selv ønsket at stoppe som spidskandidat, men hun fortsætter som medlem af Venstres folketingsgruppe.
- Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal få et liv med et lille barn til at hænge sammen med et liv som europapolitiker med flere dage om ugen i Bruxelles eller Strasbourg.
- Derfor har jeg meddelt, at jeg ikke længere er til rådighed som spidskandidat, siger Ellen Trane Nørby i pressemeddelelsen.
/ritzau/