Esbjerg har fået den værst tænkelige start på den nye Alka Superliga-sæson med to nederlag på 0-4.
Cheftræner Colin Todd erkender efter lørdagens 0-4-nederlag på hjemmebane til FC København, at Esbjerg-holdet er ramt på selvtilliden, og at der venter en stor arbejdsopgave forude.
Todd overtog i sommerpausen et hold, der tabte en stor del af forårets kampe.
- Spillerne har været inde i en lang periode med en nedadgående og negativ spiral, og det er nu op til mig, at forsøge at få dem til at kigge fremad.
- Vores sæson starter på fredag i Viborg i den forstand, at vi der skal vise, hvad vi er lavet af og hvad fodbold, handler om, siger Todd.
- Vi har mødt to gode hold i Brøndby og FC København, men det skal ikke være en undskyldning, for jeg mener, vi skulle have præsteret bedre. Det har kun i momenter været godt nok, men skarpheden har manglet.
- Jeg skal nok tage ansvaret og skubbe spillerne frem, og jeg arbejder hårdt på det. Jeg kan ikke skabe mirakler i den her fodboldklub, men jeg håber, at jeg hurtigt får dem organiseret, så vi kan gøre fremskridt, siger englænderen.
Forsvarsspiller Daniel Stenderup har spillet fuld tid i Esbjergs to første kampe, og han ærgrer sig over, at der allerede er gået otte mål ind.
- Det er klart, at det gør ekstremt ondt efter to store nederlag i to kampe. Vi skal tilbage på træningsbanen og se os selv i spejlet. Der skal arbejdes hårdt nu, for vi falder for let sammen, siger han.
Han mener ikke, at Esbjerg-spillerne har sidste sæson i baghovedet, men indrømmer, at det alligevel ser sådan ud.
- Jeg føler ikke, at sidste sæson sidder i baghovedet på hverken mig eller mine holdkammerater, men det er som om, at vi mangler energi og ærgerrighed. I dag mod FC København manglede vi det især i anden halvleg, siger Daniel Stenderup.
/ritzau/