Tilfreds Karlsson: Så fik vi NHL-spillerne i gang

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

De danske NHL-stjerner fik lov til at arbejde hårdt, da det danske ishockeylandshold lørdag tog en overraskende 4-3-sejr over Tjekkiet ved VM i Hviderusland.

For første gang i turneringen turde landstræner Janne Karlsson for alvor toppe sit hold, og det gav flot udbytte med sejren over storfavoritterne.

- De drenge, der kom hjem fra NHL, havde ikke været på is og spillet kampe længe. Hvis vi havde kørt dem for hårdt i de første kampe, så tror jeg, det ville have givet bagslag, mener Janne Karlsson.

- Nu har de fået lov til at arbejde sig ind, de har fået trænet og spillet kampe, og de kommer til få mange minutter på isen fremover, siger han.

Mikkel Bødker spillede mere end 24 minutter, og også Jannik Hansen og Nicklas Jensen fik masser af istid i en kamp, hvor Danmark med hårdt arbejde formåede at kæmpe sig tilbage efter en tung start og tjekkisk 2-0-føring.

- Vi slap to mål ind i boxplay, og jeg kan ikke forklare, hvorfor vi kom så dårligt ud. Vi var ikke i nærheden af det, som vi plejer at gøre. Men vi bed tænderne sammen og arbejdede os ind i kampen.

- Kampen var i store dele ret jævnbyrdig, men da Tjekkiet kom foran 3-1, tænkte jeg: "Det kan blive tungt, det her".

- Det, som afgjorde det til vores fordel, var arbejdsindsatsen og viljen til at ofre sig. Og derudover Simon Nielsens vigtige redninger i målet, siger Janne Karlsson.

/ritzau/