Tidligere Se og Hør-chef: Jeg går til politiet

admin

10 år siden

|

01/05/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere nyhedschef på ugebladet Se og Hør, Lise Bondesen, vil gå til politiet med sin viden om bladets brug af ulovlig overvågning af kendte og kongeliges kreditkortoplysninger.

Det skriver hun torsdag i et indlæg i Ekstra Bladet, hvor hun gennem et års tid har været ansat som chef for underholdningsstoffet.

- Min viden fra årene på Se og Hør har jeg tænkt mig at dele med politiet, som min advokat i dag, torsdag, kontakter, skriver hun.

Lise Bondesen, der p.t. er sendt på ferie af Ekstra Bladet, beklager, at hun som nyhedschef på Se og Hør ikke greb ind over for den ulovlige brug af kreditkortoplysninger noget før.

Hun har kendt til det siden 2008, og da Kim Henningsen i 2009 overtog posten som chefredaktør efter Henrik Qvortrup, blev han gjort opmærksom på den hemmelige kilde med kreditkortoplysninger.

På det tidspunkt var Lise Bondesen ifølge eget udsagn i Ekstra Bladet "begyndt at få en vis betænkelighed" ved brugen af kreditkortoplysningerne.

- Det var også på det tidspunkt, hvor jeg på bladets ledermøder gentagne gange gjorde opmærksom på det problematiske og ulovlige i at bruge kilden. Men jeg satte ikke min stilling ind på det.

- Set i bagklogskabens ulideligt klare lys burde jeg have gjort det, skriver Lise Bondesen, der også fastslår, at det var hende, der stoppede brugen af de ulovlige kreditkortoplysninger.

- Men brugen af den hemmelige kilde var forkert. Uetisk, amoralsk og direkte ulovligt.

- Jeg går ikke efter tilgivelse eller forståelse, men har så megen journalistisk faglighed, at jeg gerne vil beklage dybt, at jeg ikke tidligere fik stoppet brugen af vedkommendes informationer: For stoppe det, det gjorde jeg, skriver Lise Bondesen i Ekstra Bladet.

/ritzau/