- Kassedamer og 'kassemænd' synes sjældent synderligt begejstrede. Ofte bliver man glædeligt overrasket, hvis bare man mødes med et overfladisk smil eller får et automatisk 'god weekend' med på vejen, når man rækker ud efter kvitteringen. Men hvem er det egentlig, der har tisset på ekspedienternes sukkermad? Det spekulerede jeg længe over, da jeg var yngre.
Sådan skriver den tidligere kassemedarbejder Mikkel Haagerup i et debatindlæg i Berlingske.
Da han som 15-årig fik sit første job som medarbejder i et supermarked, fandt han selv svaret på sit spørgsmål.
Han fortæller, at kunderne var flinke ved ham, da han lige var begyndt på jobbet og havde et skilt på trøjen, der signalerede, at han var ny i supermarkedet.
Men da Mikkel Haagerup ikke længere var ny bag kassen, og skiltet var taget af, ændrede noget sig.
- Jeg begyndte at opleve kunderne på en ny måde. De fleste var stadig høflige og formelle, men der skulle ikke meget til, før kombinationen af en lang arbejdsdag og en udsolgt vare fik dem til at fare ud af deres gode skind. På mine to ugentlige vagter oplevede jeg oftere og oftere at agere skraldespand for kundernes stedfortræderfrustrationer, skriver han og fortsætter:
- Sjældent kunne jeg gøre noget ved deres problemer. Så jeg beklagede på butikkens vegne og tog ikke deres udbrud videre personligt. Men som tiden gik, kunne jeg mærke en ændring i min indstilling til arbejdet. Min underbevidsthed gjorde det langsomt sværere at finde smilet frem ved synet af den næste kunde i køen. For hvad skulle jeg nu høre for?
Læs også: Netto-medarbejderen Sabinas opsang til danskerne: 'Tænk på din opførsel og dine udtalelser'
Mikkel Haagerup beskriver i sit indspark, hvilke kunder han husker som de allerværste:
- De anstændige kunder, der pludselig blev uanstændige. Dem, som blev fornærmede, hvis man skiftede bonrullen, når det netop var blevet deres tur. De, som ikke forstod, at de ikke kunne få 1.000 kr. over beløbet, når kassebeholdningen kun talte 3.000. De, som ikke fattede, at man ikke kunne åbne en fjerde kasse, når butikken kun var udstyret med tre.
- Selvfølgelig er det de færreste, der lader dagligdagens frustrationer gå ud over kasseassistenten. Men sandheden er, at de få ødelægger det for de mange. De dårlige oplevelser smitter af på kassepersonalets humør.
Han slutter med en opfordring:
- Jeg nægter at tro, at nogle kassemedarbejdere er født sure – selv om jobbeskrivelsen i sig selv ikke er nævneværdigt ophidsende – det er noget, de bliver. Det er lang tid siden, jeg selv forlod jobbet som kassemand. Men det, jeg tog med mig, var, at stemningen mellem kunde og ekspedient langt hen ad vejen er et fælles ansvar.
Så næste gang du møder en mut kasseassistent, så prøv normativt at smile til vedkommende. Måske bløder personen bag kassebåndet lidt op. Måske vil et lille smil syne frem på ekspedientens læber. Et smil, der vil bestå, indtil personen igen skal lægge ører til idioternes frustrationer.
Genkender du Mikkel Haagerup betragtninger? Deltag i debatten på Facebook.
Følg Dagens Debat for flere lignende artikler:
