Thorning vil bruge milliarder på forskning

admin

10 år siden

|

05/05/2014

Dagens topnyheder

Danmark skal satse på større forskningscentre for at skabe vækst. Derfor er regeringen klar med tre milliarder kroner til Danmarks Grundforskningsfond. Det er en del af regeringens vækstinitiativer, erfarer Ritzau.

Udmeldingen kommer samme dag, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) besøger DTU i Lyngby. Her ventes de to partiledere at gå i deltaljer med satsningen på forskning i de kommende år.

Formålet med besøget på DTU er at få indblik i, hvordan nye lovende teknologier i praksis kan være med til at forme fremtidens produktion og bidrage til at fastholde og tiltrække nye videns- og produktionsarbejdspladser i Danmark.

Danmarks Grundforskningsfonds primære strategi er at satse langsigtet ved at danne større forskningscentre i op til 10 år. Det er netop disse superforskningscentre, som regeringen vil styrke med investeringen i fonden, erfarer Ritzau.

Danmarks Grundforskningsfond blev oprettet i 1991 og har siden støttet dansk forskning med seks milliarder kroner. Den årlige støtte udgør gennemsnitligt 400 millioner kroner, hvilket svarer til godt to procent af de samlede offentlige forskningsbevillinger.

Fonden har siden starten af 1990'erne arbejdet ud fra strategien om at danne større forskningscentre. Et af delmålene har været at finde og dyrke "vækstlagene" og talenterne i dansk forskning og at fremme internationaliseringen af de danske forskningsmiljøer.

/ritzau/