Thorning om ny jobindsats: Slut med pipfuglekurser

admin

10 år siden

|

30/04/2014

Dagens topnyheder

Danskere uden job skal fremover blive mødt på en helt anden måde af beskæftigelsessystemet. Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som onsdag præsenterer regeringens udspil til en reform af beskæftigelsessystemet.

- Samlet set ønsker regeringen en markant modernisering af beskæftigelsessystemet. Vi vil målrette investeringer i uddannelse, men vigtigst at alt vil vi sikre, at der lyttes til den enkelte ledige, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun fastslår, at der i det nuværende beskæftigelsessystem har været "for meget bureaukrati og meningsløs aktivering".

- Udgangspunktet for regeringens reform er, at arbejdsløse skal have et varigt job så hurtigt som muligt, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun fremhæver fem områder i reformen. For det første skal den enkelte arbejdsløse sættes i centrum:

- Der er stor forskel på, om man er slagteriarbejder, som bliver afskediget, nyuddannet akademiker eller noget andet. Mennesker er forskellige og skal derfor også behandles forskelligt, når de møder beskæftigelsessystemet, siger Helle Thorning-Schmidt.

For det andet vil regeringen bruge 500 millioner kroner årligt på et uddannelsesløft.

- Vi vil målrette investeringen i uddannelse til de arbejdsløse med mindst uddannelse, mens vi bruger færrest penge på de ledige, som har mest uddannelse. Det er en rimelig prioritering, siger Thorning.

Regeringen vil i den forbindelse tilbyde, at ledige kan tage erhvervsuddannelse på 80 procent af dagpengene fra første ledighedsdag.

For det tredje skal der gøres op med "meningsløs aktivering":

- Når de arbejdsløse møder frem, så ønsker de et arbejde. Vi skal ikke bruge penge på kontrol, som ikke virker, og det skal være slut med aktivering, som ikke har et klart formål.

- Det skal være slut med pipfuglekurser og kurser, hvor man skal finde sin indre ugle, siger Thorning.

For det fjerde skal A-kasser fremover tage sig af de ledige, som blot mangler et job, mens jobcentrene skal bruge ressourcer på de ledige, som måske også kæmper med andre problemer og er i fare for at blive langtidsledige.

Det sidste punkt, som Helle Thorning-Schmidt fremhæver i reformen, er en styrket kontakt mellem jobcentrene og virksomhederne, så det bliver lettere at formidle job til de ledige.

/ritzau/