Thorning lover grundig afvejning af bankunion

admin

|

20/03/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ønsker trods torsdag morgens foreløbige aftale om sidste skridt i EU's kommende bankunion stadig ikke at forholde sig til, om Danmark skal være med.

- Jeg er godt klar over, at der har været fremskridt i sagen. Men jeg har simpelthen ikke set den endelige aftale. Og vi vil jo gøre det her grundigt.

- Når det endelige ligger på bordet, vil vi selvfølgelig arbejde det igennem side for side og så tage en grundig overvejelse af fordele og ulemper - også i forhold til Danmark, siger statsministeren under et pressemøde torsdag i Bruxelles umiddelbart før dagens EU-topmøde.

Statsministeren siger, at hun endnu ikke har nået at se den aftale, der blev indgået kvart over syv torsdag morgen mellem forhandlere fra det græske EU-formandskab og EU-Parlamentet.

Formelt skal aftalen nu godkendes både i det samlede parlament og af medlemslandene i rådet.

Lederne af alle de politiske grupper i parlamentet har allerede torsdag formiddag sagt god for kompromisset, der dermed ser ud til at have gode chancer for at blive stemt igennem det samlede parlament til april.

EU-Kommissionen har også hilst aftalen velkommen.

Men medlemslandene ventes først at være klar med deres endelige godkendelse efter afstemningen i parlamentet.

Selv om statsministeren endnu ikke vil melde en dansk holdning ud, siger hun dog, at man undervejs har sikret danske interesser.

- Vi har hele vejen igennem forhandlet på en måde, så Danmark har en bred vifte af muligheder, så vi både kan være inde og ude. Det har været klogt, at vi har gjort det.

- Det betyder også, at nogle af de særlige udfordringer, man kunne have fra dansk side, har vi fået løst ved dygtige forhandlinger. Og det betyder, Danmark nu står i en reel position, hvor vi kan vælge, om vi vil være inde eller ude, siger statsministeren.

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) har tidligere sagt, at hun blandt andet føler sig sikker på, at Danmark og andre ikke-eurolande vil kunne få indskud i en fælles afviklingsfond for banker med ud igen, hvis Danmark først går med og siden igen forlader bankunionen.

/ritzau/