Thorning: Den forsvundne beklagelse var ikke vigtigst

admin

10 år siden

|

17/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selvom Statsministeriets øverste top foreslog, at tidligere justitsminister Morten Bødskov skulle gå ud beklage det "forkerte billede", han havde bibragt offentligheden i Christiania-sagen, så var der ingen reaktion fra Bødskovs chef, statsministeren, da det efterfølgende viste sig, at Bødskov havde set stort på det.

Sådan lyder forklaringen fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, der fredag er i samråd om sin rolle i Christiania-sagen.

Statsministeren har forklaret, at det var hendes egen departementschef, Christian Kettel Thomsen, der foreslog Bødskov at beklage forløbet.

Men det forslag endte på møddingen, og Bødskov endte med ikke at beklage noget som helst i den pressemeddelelse, der gik ud til offentligheden den 19. november - tre uger før, at ministertaburetten blev sparket væk under ham på grund af den løgn, han havde konstrueret.

Og hvilken reaktion affødte den udeblevne beklagelse så fra Bødskovs chef, Helle Thorning-Schmidt, så?

Tilsyneladende ingen.

- Det var ikke det, der optog os mest. Det var bare et forslag, lyder det fra statsministeren om sit ministeriums ønske om at beklage Christiania-sagen.

Thorning-Schmidt bliver på samrådet igen og igen spurgt til sin reaktion på, at hendes ønske tilsyneladende var blevet skrottet i Justitsministeriet, uden at hun var blevet informeret om det forinden.

Statsministeren forklarer nemlig samtidig, at hun ikke så den endelige version af pressemeddelelsen, inden den gik ud. Og det på trods af, at der forud for, at den endelige version kom på gaden, var sendt to udkast til pressemeddelelsen til Statsministeriet.

/ritzau/