Thorbjørn Olesen skuffer ved US Masters

admin

|

13/04/2014

Dagens topnyheder

Thorbjørn Olesen gik sin hidtil dårligste runde ved US Masters lørdag aften. Den danske golfspiller brugte 76 slag på de 18 huller på Augusta-banen, og det var fire slag over banens par.

Dermed faldt danskeren yderligere tilbage i feltet ved årets første major-turnering, og han bliver ikke en af dem, som blander sig i toppen.

Allerede på andet hul lavede Thorbjørn Olesen en dobbeltbogey, og det blev også til bogeys på fjerde, niende og 10. hul, inden han løftede sit spil en smule.

Det blev til tre birdies og to bogeys på de sidste seks huller, og det var samlet set fire slag dårligere end fredagens runde, hvor han gik i banens par.

Thomas Bjørn er sent lørdag aften dansk tid ikke færdig med sin tredje runde, men han er i modsætning til Thorbjørn Olesen med helt fremme.

Lige nu har Thomas Bjørn næsten indhentet den førende amerikaner, Bubba Watson, som både har lavet en fornem eagle og hele fire bogeys på de første ni huller. Siden er det også blevet til en birdie på 10. hul.

Thomas Bjørn har omvendt spillet stabilt på de første 12 huller, hvor det er blevet til 10 huller i par og to fornemme birdies.

Den rutinerede dansker er sidst på aftenen lørdag på en delt andenplads i samlet fem slag under banens par.

/ritzau/