Thor Hushovd: Armstrong indrømmede doping i 2011

admin

10 år siden

|

15/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den skandaliserede eks-cykelrytter Lance Armstrong indrømmede først i januar 2013 over for offentligheden, at han havde brugt doping til at vinde sine syv Tour de France-sejre fra 1999-2005.

Men den norske rytter Thor Hushovd vidste allerede i maj 2011, at amerikaneren havde dopet sig.

Det fremgår af Thor Hushovds nye bog, "Thor". Her fortæller nordmanden, hvordan han og Lance Armstrong en aften talte om dopingbeskyldningerne mod Armstrong fra eks-rytteren Tyler Hamilton.

- Vi kom ind på beskyldningerne fra Tyler Hamilton, og helt uopfordret indrømmede Lance, at han havde dopet sig. "We all did it" (vi gjorde det alle sammen), siger Thor Hushovd ifølge VG's hjemmeside.

- Jeg troede ikke på det, jeg hørte. Han sad der og fortalte, at han brugte doping. Han bekræftede det, som Hamilton og mange andre senere ville fortælle; at Lance Armstrong ikke vandt som ren udøver. Alle sejrene i Tour de France var vundet ved hjælp af snyd.

- Det er muligt, han mærkede, at jeg blev overrasket og paf, for han så på mig, trak på skuldrene og sagde; "Thor, alle doper sig", siger Thor Hushovd.

Nordmanden fortæller, at han i dag ærgrer sig over, at han ikke fortalte Armstrong, at han ikke selv havde dopet sig.

/ritzau/