Efter ophold i Holland og Belgien er Thomas Enevoldsen tilbage i AaB. Han er af mange udset som afløser for Kasper Kusk på midtbanen.
Både spillemæssigt og formmæssigt er han dog langt fra nogen Kusk-kopi, erkender Thomas Enevoldsen selv.
- Kusk havde en fantastisk sæson sidste år, og det er svært at erstatte ham, men jeg har måske andre kvaliteter. Jeg er nok mere direkte og kan være en skudtrussel med mit langskud, siger Thomas Enevoldsen.
Formen er dog langt fra, hvor den kan være. Det er længe siden, at han har været fast mand i en startopstilling.
- Jeg er positivt overrasket over, at jeg fik 75 minutter mod Sønderjyske. Der er et stykke vej til mit gamle niveau, men jeg er ydmyg og arbejder hårdt. Jeg mangler kondition, men også meget speed og drive, siger Thomas Enevoldsen.
Efter lørdagens kamp var træner Kent Nielsen ganske godt tilfreds med den nye mand.
- Enevoldsen viste i glimt, at han har gode tanker på banen, men der er et stykke vej. Alle skal også lige lære hinanden at kende. Vi spiller jo reelt med tre nye på midtbanen, siger Kent Nielsen.
Han er godt tilfreds med sin trup forud for et efterår, der kan byde på mange kampe i Superligaen og i Europa.
- En fodboldtræner ønsker sig altid en bredere trup, men tingene er nu en gang, som de er. Vi har fire spillere, der har spillet meget, ude med skader. Nicklas Helenius mangler også meget rent fysisk, siger Kent Nielsen.
I Champions League-kvalifikationen venter der formentlig to kampe mod kroatiske Dinamo Zagreb, der vandt 2-0 over litauiske Zalgiris Vilnius i det første opgør.
- Nu må vi se, hvordan returkampen i Litauen går på tirsdag. Den kamp skal vi selvfølgelig scoute. Det ser ud til, at det bliver Zagreb, men uanset hvad, så glæder vi os utroligt meget til de to kampe, siger Kent Nielsen.
/ritzau/