Det blev en blandet dansk dag i golfturneringen WGC Match Play Championship, hvor det endte med en sejr og et nederlag. Thomas Bjørn vandt, mens Thorbjørn Olesen tabte.
Rutinerede Thomas Bjørn vandt sin kamp mod den stærke italiener Francesco Molinari, som var godt med i det meste af duellen.
43-årige Thomas Bjørn kom foran med to huller hurtigt i kampen, men Francesco Molinaro fik reduceret og kæmpede hele vejen frem til 17. hul, hvor Thomas Bjørn afgjorde kampen med en par.
Australieren Jason Day slog til gengæld Thorbjørn Olesen ud af turneringen i første runde. Thorbjørn Olesen er nummer 60 i verden, mens Jason Day er helt oppe som nummer 11.
Og danskeren var overmatchet, selv om duellanterne fulgtes nogenlunde ad indtil det 11. hul. Herefter vandt Jason Day to huller i træk og fik momentum i kampen.
I anden runde skal Thomas Bjørn spille mod den 20-årige amerikaner Jordan Spieth, der vandt sin kamp i første runde over Pablo Larrazabal. Spieth er nummer 13 i verden, mens Bjørn er nummer 26.
/ritzau/