Thailands militær indfører undtagelsestilstand

admin

10 år siden

|

20/05/2014

Dagens topnyheder

Thailands hær har tirsdag indført undtagelsestilstand i et forsøg på at genoprette ro i landet.

Thailand har i månedsvis været plaget af regeringsfjendtlige demonstrationer. 28 mennesker er døde, og flere hundrede personer er kommet til skade under de indimellem meget voldsomme uroligheder.

I en meddelelse oplyser hæren, at beslutningen om at erklære undtagelsestilstand er taget "for at genoprette ro og orden for folk fra alle (politiske, red.) sider".

Det understreges, at der ikke er grund til panik. Folk kan leve deres liv som hidtil, og der er ikke tale om et militærkup.

- Denne undtagelsestilstand er kun indført for at sikre fred og stabilitet. Det har ikke noget med regeringen at gøre. Regeringen fungerer fortsat normalt, siger en af hærens talsmænd, oberst Winthai Suvari, til nyhedsbureauet Reuters.

Og det bekræftes af justitsminister Chaikasen Nitisiri.

- Det er godt, at hæren nu har ansvaret for landets sikkerhed. Men det er fortsat regeringen, som har den fulde magt til at lede landet, siger ministeren til Reuters.

Salgsdirektør i Startour Stig Elling anslår, at der befinder sig mellem 1000 og 2000 danskere i Thailand i øjeblikket. Langt de fleste befinder sig i turistområder som eksempelvis Phuket.

- Det er ikke højsæson for charterrejser til Thailand i øjeblikket. 80 til 90 procent af danskerne opholder sig nede i Syd-Thailand. Der er ingen fare for danske turister, som situationen er nu.

- Vi følger Udenrigsministeriets rejsevejledning og frarådes rejser til Bangkok eller andre steder i Thailand, efterkommer vi det, siger Stig Elling, der også er formand for Foreningen af Rejsearrangører i Danmark.

De seneste 80 år har Thailand været vidne til 18 kup. Ved det seneste i 2006 blev daværende premierminister Thaksin Shinawatra afsat.

For bare to måneder siden blev en langvarig undtagelsestilstand i Bangkok og omkringliggende områder ophævet.

Beslutningen om at indføre undtagelsestilstand blev taget af regeringen i januar op til det planlagte valg, som daværende premierminister Yingluck Shinawatra havde udskrevet for at dæmpe uroen i landet.

Tidligere denne måned blev Yingluck Shinawatra afskediget som regeringsleder efter en kontroversiel dom for magtmisbrug. Siden er spændingerne i landet taget til igen.

Ifølge Thailands forfatning har militæret ret til at gribe ind i krisetider og erklære undtagelsestilstand, hvilket sikrer militæret kontrollen med den nationale sikkerhed.

/ritzau/AFP