Terrormistanke: Norsk politi anholder tre mænd

admin

10 år siden

|

27/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Norsk politis sikkerhedstjeneste (PST) har anholdt tre mænd i 20'erne for at deltage i eller støtte en terrororganisation. To af mændene skal have kæmpet i den syriske borgerkrig.

De tre mænd er alle norske statsborgere. En af dem er født i Somalia, mens de to andre er født i det tidligere Jugoslavien.

Mændene blev anholdt tirsdag, og PST siger til det norske nyhedsbureau NTB, at de tidligst vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling onsdag. Ikke alle har fået beskikket en forsvarer endnu.

PST siger i en pressemeddelelse, at der er rimelig grund til at mistænke to af mændene for at have deltaget i den syriske borgerkrig som krigere for gruppen Isil (Iraks Islamiske Stat og Levanten).

De tre mænd blev anholdt for at hindre, at der sker yderligere støtte eller tilslutning til Isil, oplyser PST.

Isil er en udbrydergruppe fra al-Qaeda og blev opført på FN's terrorliste i fjor. PST anser også gruppen som en terrororganisation i henhold til norsk strafferet.

Gruppen kæmper mod den syriske præsident Bashar al-Assads regime i Syrien. Jihadisterne i Isil har gjort global hellig krig som deres mål, og gruppen ønsker at oprette et muslimsk kalifat styret af de islamiske sharia-love.

PST ser de mistænkte som en trussel mod Norge og deres allierede, skriver sikkerhedstjenesten i pressemeddelelsen.

/ritzau/NTB