Taliban dræber 20 afghanske soldater og kidnapper syv

admin

|

23/02/2014

Dagens topnyheder

20 afghanske soldater meldes dræbt i et Taliban-angreb i den østlige del af Afghanistan. Taliban har desuden taget syv personer til fange, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters slog Taliban-oprørere til mod en afghansk militærbase i Kunar-provinsen.

Den lokale guvernør siger til Reuters, at afghanske styrker har iværksat en militæroperation i et forsøg på at befri de soldater, der bliver holdt fanget af oprørsbevægelsen.

Han tilføjer, at nogle af soldaterne på militærbasen muligvis har hjulpet Taliban, men denne oplysning er ikke verificeret. Taliban, der i en erklæring har taget officielt ansvar for angrebet, nævner ikke noget om hjælp indefra.

Forsvarsministeriet i Afghanistan bekræfter, at der har været et angreb på militærbasen, men de vil endnu ikke sige noget om dødstallet.

Alt imens har repræsentanter fra Taliban søndag morgen dansk tid udsat en række planlagte forhandlinger med USA på grund af, hvad den militante bevægelse kalder "kompleksiteten af situationen i Afghanistan".

- På grund af den politiske kompleksitet af den aktuelle situation i landet, har ledelsen af Det Islamiske Emirat besluttet at suspendere problemet i noget tid, siger Zabihullah Mujahid, talsmand for Taliban, i en e-mail til en række medier.

Forhandlingerne skulle have indebåret en udveksling af fem Taliban-fanger, tilbageholdt på Guantanamo-basen i Cuba, mod en amerikansk soldat, der forsvandt i Afghanistan i 2009, og som menes at blive holdt fanget af Taliban i det nordvestlige Pakistan.

- Processen med fangeudvekslingen er blevet forsinket indtil videre, siger Zabihullah Mujahid uden at give yderligere forklaring på, hvorfor denne beslutning er taget.

/ritzau/