Frygten for, at id-kontrollen af rejsende mellem Danmark og Sverige vil koste vækst, velstand og velfærd, er voldsomt overdrevet.
Det mener tænketanken Kraka ifølge Berlingske.
Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er kommet med dystre forudsigelser om konsekvensen af id-kontrollen, der blev indført 4. januar, mens justitsminister Søren Pind (V) har sagt, at den vil "smadre Øresundsregionen".
Den påstand tilbagevises af Julie Hassing Nielsen, chefanalytiker i Kraka, der ikke kan få øje på, at kontrollen "smadrer" regionen.
- Så hvis man skal træffe beslutning om id-kontrol over Øresund, så er det i høj grad en beslutning, man skal træffe ud fra et politisk og humanitært synspunkt, og ud fra hvor mange flygtninge man får ind i landet.
- Bekymringen for, at man får skabt en barriere på arbejdsmarkedet, bør ikke veje særligt tungt, siger Julie Hassing Nielsen til Berlingske.
På længere sigt kan virkningen af grænsekontrollen dog blive større, uddyber hun over for Ritzau.
Hvis grænsekontrollen spreder sig til resten af Europa, kan det hæmme arbejdskraftens fri bevægelighed, og hvis det arter sig sådan, så mener Julie Hassing Nielsen godt, at der kan være grund til bekymring.
- Det kan få en væsentlig betydning for den økonomiske vækst i Europa, hvis grænsekontrollen er en tendens, der gror, og alt det, man har arbejdet for i EU, begynder at smuldre, siger hun til Ritzau.
Samtidig kan det også blive et problem, hvis kontrollen mellem Danmark og Sverige udvikler sig
- Vores beregning er et her-og-nu billede baseret på de første dage. Hvis id-kontrollen ændrer karakter, kan det betyde større tidsmæssige tab, siger Julie Hassing Nielsen.
Som det ser ud i dag, vurderer Julie Hassing Nielsen til gengæld, at man godt kan slå koldt vand i blodet. Frygten for at pendlere vil hænge i timelange køer på vej over sundet, stemmer nemlig ikke overens med tænketankens tal.
- Vores beregning viser, at id-kontrollen kun fører til omkring ti minutter længere pendlertid. Derfor kan man ikke forvente, at pendlere vil blive så frustrerede over den ekstra rejsetid, at de skifter job, siger hun.
I 2013 rejste næsten 16.000 mennesker dagligt over Øresund for at arbejde. Langt de fleste boede i Skåne og havde job på Sjælland.
Heraf benyttede 40 procent tog, andre 40 procent bil, mens de resterende 20 procent tog færgen mellem Helsingborg og Helsingør.
/ritzau/