Syv ud af 10 kræftpatienter fik behandling til tiden

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Syv ud af 10 kræftpatienter startede behandling til tiden på de danske hospitaler i 2013.

Ifølge en ny rapport fra Statens Serum Institut blev 72 procent af behandlingsforløbene for kræftpatienter i 2013 gennemført inden for de fastsatte tidsrammer.

Procentdelen af patienter, der blev behandlet til tiden, steg i løbet af året, men det samlede billede ved årets udgang var, at mere end hver fjerde patient ikke startede et behandlingsforløb til tiden. Det viser rapporten, som giver det første overblik over kræftpakkerne på årsbasis.

Kræftens Bekæmpelse mener, at det kan forringe den enkelte patients mulighed for overlevelse, hvis behandlingstiden ikke overholdes.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan det dog ikke forventes, at alle patienter kan blive behandlet inden for tidsfristerne.

- Sundhedsstyrelsen finder resultatet tilfredsstillende set i lyset af, at det anslås, at op mod en tredjedel af patienterne har anden betydende sygdom eller har et særligt kompliceret forløb, som kan forsinke patientforløbene, skriver Sundhedsstyrelsen i en kommentar.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at indsatsen på sygehusene i 2013 har været tilfredsstillende, men man ønsker samtidig, at der fortsat er fokus på de områder, hvor kapaciteten er presset, lyder det.

Opgørelsen viser, at der i alt har været registreret 105.566 forløb i 2013, hvor patienter er startet i udredning i et pakkeforløb på kræftområdet.

I 28.715 tilfælde blev diagnosen enten bekræftet, eller også er der fortsat begrundet mistanke om kræft.

Der er startet 20.916 behandlingsforløb inden opgørelsestidspunktet 12. april 2014.

/ritzau/