Syv nederlag i træk: AGF synker til bunds i Superligaen

admin

|

27/04/2014

Dagens topnyheder

Viborg ydmygede AGF med 3-0 i søndagens bundgyser og sendte dermed aarhusianerne ned på Superligaens sidsteplads.

Nederlaget var det syvende i træk for AGF, som nu ligner et godt bud på en nedrykker. De syv nederlag var i øvrigt negativ klubrekord for AGF, som kun har scoret et enkelt mål i de syv kampe.

Søndagens Viborg-sejr kom i hus efter scoringer af Thomas Dalgaard, Kevin Mensah og Marcel Rømer, og sejren betyder, at Viborg kravler over nedrykningsstregen.

Superligaens topscorer, Thomas Dalgaard, skulle kun bruge en enkelt chance for at bringe hjemmeholdet i front.

Nicholas Gotfredsen spillede angriberen fri i dybden kort inden pausen, hvor han viste kynisme og bragte hjemmeholdet i front.

Netop Thomas Dalgaard var også arkitekten bag hjemmeholdets anden scoring. Her blev han sendt af sted i dybden, hvor han sprintede fra modstanderne og sendte en bold ind til Kevin Mensah, som iskoldt gjorde det til 2-0 for hjemmeholdet.

Det blev også til 3-0 til Viborg, da Fredrik Stoor slog et indlæg i boksen, hvor Marcel Rømer stod helt umarkeret og let kunne score hjemmeholdets tredje mål.

AGF's problemer startede allerede, inden kampen var gået i gang, hvor holdets største offensive profil, Danny Olsen, måtte udgå fra opvarmningen og overlade startpladsen til Hjalte Bo Nørregaard.

Også den centrale forsvarsspiller Petri Pasanen var uheldig inden kampen, da finnen måtte en tur på skadestuen og syes med 19 sting efter at have skåret sig i armen på et ituslået drivhusvindue. I stedet trådte Arthur Sorin ind i AGF-bagkæden.

Aarhusianerne havde igennem hele kampen flere muligheder for at bringe sig på scoringstavlen, men misbrugte alle chancer.

Den største chance tilfaldt Jesper Lange, da et indlæg blev slået i panden på ham, hvor han var alene foran Viborg-målet. Michal Peskovic hev en stor redning op og afværgede muligheden, som burde have kastet mål af sig.

Med nederlaget har AGF kun 29 point efter 29 kampe, mens Viborg lige over stregen har 30 point. Sønderjyske, som fredag spillede 1-1 mod Randers, har 29 point ligesom AGF, men sønderjyderne har en bedre målscore.

AGF møder OB på hjemmebane i næste spillerunde, mens Viborg skal en tur til Sønderjyske. Der resterer fire spillerunder i Superligaen.

/ritzau/