Syv medarbejdere på Se og Hør er onsdag aften sendt hjem fra ugebladet, oplyser TV2 Nyhederne. Oplysningerne fremkommer på Se og Hørs interne netværk.
Ifølge chefredaktør Niels Pinborg får medarbejderne stadig løn.
Det er på nuværende tidspunkt ikke klart hvornår - og om - de syv medarbejdere vender tilbage til arbejdet.
- Vi har alle brug for ro til at få denne sag undersøgt, siger Niels Pinborg til TV2.
Ifølge Niels Pinborg står de pågældende medarbejderes navne i mails, som har forbindelse med sagen om en hemmelig kilde, der skal have forsynet ugebladet med kreditkortoplysninger om kendte og kongelige.
- Men det er ingenlunde automatisk ensbetydende med, at de har gjort noget galt, siger Niels Pinborg.
- Jeg har siden, jeg tiltrådte i efteråret 2013, absolut intet haft at udsætte på deres arbejde. Og jeg håber og tror, at de snart er tilbage på redaktionen, siger Niels Pinborg.
Tirsdag valgte forhenværende chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, at forlade sin stilling som politisk kommentator på TV2.
Hans tidligere kollega, Lise Bondesen, der tidligere var nyhedschef på Se og Hør, er også ramt af skandalen. Hun er blevet sendt på ferie på ubestemt tid fra jobbet som redaktionschef for underholdningsstoffet på Ekstra Bladet.
Politiet har endnu ikke sigtet nogen i sagen om Se og Hørs påståede ulovlige researchmetoder, fastslår vicepolitikommissær Carsten Jansson.
- Vi er ude hos IBM og Nets for at se, om der er sket noget kriminelt. Vi kan hverken be- eller afkræfte, at der er begået en forbrydelse, siger han til tv2.dk.
Efterforskere har ifølge Jansson de seneste dage arbejdet med at sikre data fra computersystemerne på både IBM og Nets.
Oplysningerne kan måske dokumentere, at en 45-årig it-specialist i en periode fra 2008 til 2012 har udnyttet sin arbejdsrelaterede adgang til kreditkortsystemerne til at hente private oplysninger ud af systemet om kendte og kongelige og sælge dem til Se og Hør.
/ritzau/