Sygehus lader ansatte skjule deres efternavn

admin

435 uger siden

|

19/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Patienterne kommer i fremtiden til i højere grad at være på fornavn med læger og sygeplejersker på Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

Hovedsamarbejdsudvalget har nemlig lavet nye fællesregler for sundhedspersonalets navneskilte, som betyder, at det bliver muligt for personalet at fravælge efternavn på brystlommen, skriver DR P4 Østjylland.

Det er for personalets skyld, fortæller Charlotte Thorup, der er næstformand for udvalget og fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer.

- Det er for at beskytte sig, så man ikke kan findes af patienter og pårørende, hvis man eksempelvis har et specielt efternavn, forklarer hun til DR P4 Østjylland.

Reelt har det længe været sådan på for eksempel skadestuen, at personalet kunne droppe efternavnet. Nu bliver det så bredt ud.

- Det har ikke været et problem indtil nu, så det tror jeg heller ikke, det bliver fremadrettet.

Sygeplejerskernes fagforening, DSR i Region Midtjylland, råder medlemmerne til at bruge den delvise anonymitet, hvis de er utrygge.

- Det er der ikke nogen sikkerhedsmæssige argumenter mod i forhold til patienterne, siger næstformand Gert Petersen til DR P4 Østjylland.

Samtidig bliver der ryddet op i betegnelser som "reservelæge" og "specialansvarlig sygeplejerske", sådan så der i stedet blot vil stå "læge" og "sygeplejerske".

Den ændring er dog ikke for personalets, men for patienternes skyld.

- Det skal være et dansk ord, som patienter og pårørende kan forstå, når de ser navneskiltet, siger Gert Petersen til DR P4 Østjylland.

Region Midtjylland understreger i en mail til Ritzau, at valgfrihed om efternavn på navneskiltet kun gælder i særlige tilfælde, hvor det handler om personalets sikkerhed.

I behandlingen af forslaget, der skete på et møde i hospitalets HovedMEDudvalg, fremgår det også, at forslaget skal rette sig mod ansatte, der er i en særlig udsat situation.

- Som udgangspunkt angives fornavn, efternavn og titel på navneskilte, men at man i særlige tilfælde kan nøjes med blot at skrive fornavn og fagtitel (fx Hanne, Læge), hvor det ønskes af hensyn til den ansattes sikkerhed', lyder det i indstillingen til forslaget.

/ritzau/