Nordkorea og Sydkorea vil onsdag mødes til et sjældent topmøde på regeringsniveau. Det meddeler det sydkoreanske Foreningsministerium forud for en planlagt genforening, hvor familiemedlemmer, der blev skilt ad under Koreakrigen, får lov til at mødes.
Højtstående embedsmænd fra det sydkoreanske Forsvarsministerium, Foreningsministeret samt præsidentkontoret vil deltage på mødet, der finder sted i byen Panmunjom, der ligger på grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea.
Selv om der ikke er nogen dagsorden på mødet, vil drøftelserne omhandle "diskussioner om store interne koreanske temaer".
Nordkorea har endnu ikke hverken af- eller bekræftet mødet.
Nordkorea og Sydkorea aftalte sidste uge at holde en genforening for flere hundrede familiemedlemmer, der blev adskilt, da Koreakrigen sluttede. Officielt er der fortsat ikke indgået en fredsaftale efter krigen, der kostede omkring tre millioner mennesker livet.
/ritzau/AFP