Svineavler betaler 207.000 kroner efter lønsnyd

John Meyer

|

24/12/2012

Dagens topnyheder

Et rumænsk ægtepar får nu i alt godt 207.000 kroner. Pengene kommer fra deres tidligere arbejdsgiver, som snød dem for løn, feriepenge og pension, mens de arbejdede på hans gård i Nordjylland.

Landmand Jens Mølgaard fra Ulsted nord for Hals har netop indgået forlig i en faglig sag, som 3F Ålborg havde rejst på vegne af de to medlemmer fra Rumænien. Hos 3F i Ålborg siger formanden for Den Grønne Gruppe, Lars Mark Jensen:

- Jeg er meget tilfreds med, at vores medlemmer nu endelig har fået den løn for deres arbejde, som de hele tiden har haft krav på efter overenskomsten. Der er tale om endnu en sag, hvor arbejdsgiveren ikke har brugt tid på at sætte sig ind i overenskomsten.

Landmand Jens Mølgaards virksomhed er medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A, og han har dermed forpligtiget sig til at betale løn efter overenskomsten mellem 3F og GLS-A.

Kendte ikke de danske regler

25-årige Cristina Rusu og hendes 27-årige mand Stefan Rusu blev hentet til Danmark i begyndelsen af 2008 som elever på Borris Landbrugsskole. Senere samme år blev de ansat som praktikanter hos svineavler Jens Mølgaard. I 2009 blev parret ansat som almindelige medhjælpere i hans svinestald.

- Vi kendte ikke til reglerne i Danmark, for vores arbejdsgiver fortalte ikke noget om reglerne til os. Men vi var medlemmer hos 3F og fandt på den måde ud af, at vi blev snydt for løn, og at landmanden beholdt vores pension. Vi er ikke tilfredse med den behandling, vi har fået af landmanden, siger Cristina Rusu.#F

Det rumænske par stoppede i januar 2012 med at arbejde for landmand Jens Mølgaard. Nu arbejder de på en fabrik i Jylland.