Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har sat en undersøgelse af situationen for alle økologiske produkter i gang og regner med at have en ny handlingsplan klar i april, skriver Politiken torsdag.
- Vi tager skam det her alvorligt. Det er en stor udfordring, siger Dan Jørgensen om udviklingen i produktionen af økologisk mælk, hvor mindst 19 producenter har meddelt, at de går tilbage til konventionel mælkeproduktion.
Økologisk Landsforening frygter et fald i produktionen på 25-50 procent.
I første omgang har Dan Jørgensen bedt et konsulentfirma se på udviklingen for økologiske produkter. Derefter følger møder med branchen, inden ministeriet laver en handlingsplan.
- Forhåbentlig kan vi så i april finde ud af, hvad vi kan og skal gøre, siger fødevareministeren til Politiken.
Han betegner en ny aktionsplan fra Økologisk Landsforening som meget nyttig.
- Det skal være sådan, at det stadig er tillokkende for unge landmænd at vælge økologisk drift, siger Dan Jørgensen til Politiken.
De økologiske mælkeproducenter har især problemer i Syd- og Sønderjylland, hvor dyrkningen af majs til biobrændsel får store tyske statstilskud.
Det gør det dyrt at leje arealer til græsning og giver også pænt økonomisk ved at lægge om til konventionelt brug.
- Det vil jeg naturligvis tage op - ikke bare med min tyske kollega, men i hele EU-kredsen. Det er en rigtig dårlig idé at putte mad i biobrændstof, og det må vi have løst, siger Dan Jørgensen til Politiken.
/ritzau/