Svenske læger vil skærpe regler for omskæringer

admin

|

26/01/2014

Dagens topnyheder

Den svenske lægeforening mener, at omskæringer kun skal udføres efter samtykke fra drengen.

Anbefalingen støttes af samtlige medlemmer af foreningens etiske udvalg, skriver Svenska Dagbladet.

Hvis politikerne vælger at følge forslaget, vil det være en skærpelse af de nuværende regler for at omskære drengebørn.

Lægeforeningen begrunder sin indstilling med, at risikoen for bivirkninger ved det kirurgiske indgreb er urimelig høj.

Drenge skal tidligst blive omskåret i 12-13 års alderen. Indgrebet, hvor forhuden bliver fjernet, skal foretages på et hospital og først efter, at der er givet information om smerten og de eventuelle risici, som det kan medføre, mener rådet.

At gå så vidt helt at forbyde omskæringer, hvilket diskuteres i Finland, anses ikke for at være realistisk her og nu, skriver Svenska Dagbladet.

Men grundlæggende mener Läkarförbundet, at det kirurgiske indgreb bør erstattes af en symbolsk omskæring. For eksempel i form af en ceremoni af en eller anden slags.

Den mulighed vil lægerne nu drøfte med med jurister og muslimske repræsentanter.

- Vi er ikke religiøse eksperter, men af medicinske grunde kan vi ikke give vores opbakning til et indgreb, hvor man fjerner væv på kønsorganet, når der er så stor en risiko for alvorlige komplikationer, siger Thomas Flodin fra foreningens etiske råd.

Dansk forskning viser, at der opstår komplikationer i fem procent af samtlige omskæringer - også selv om indgrebet er foretaget af sundhedspersonale på hospitaler.

- At en ud af 20 personer lider af en infektion eller blødninger, er en alt for stor risiko. Især når indgrebet ikke er udført af medicinske grunde, siger Thomas Flodin.

Integrationsminister Erik Ullenhag fra Folkpartiet mener, at den gældende lovgivning er tilstrækkelig.

- Jeg har aldrig mødt en voksen mand, der oplevede omskæringen som et overgreb, siger han til avisen.

/ritzau/