Radiostationer som Radio 100, The Voice, Pop FM og Nova kan snart få en ny ejer.
I hvert fald, hvis man skal tro det anerkendte svenske branchesite Dagens Media, som erfarer, at Discovery Networks har sat alle sine radiostationer i Norden til salg.
Historien bliver dog hverken be- eller afkræftet af SBS Discovery Radio, som ifølge pressechef Dan Panas "af princip ikke kommenterer spekulationer på markedet".
Discovery Networks købte i slutningen af 2012 selskabet SBS Nordic, der ud over fire danske tv-kanaler også omfattede en række nordiske tv-stationer og en snes radiostationer i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Men ifølge Dagens Media føler Discovery Networks ikke, at radiostationerne matcher koncernens primære fokusområde, som er tv, og derfor vil man altså sælge dem fra.
Branchesitet mener at vide, at der allerede foreligger et bud på radiostationerne.
Ifølge TNS Gallups Radio-Meters seneste måling udgør SBS Discovery Radios stationer en andel på 27,6 procent af den samlede radiolytning.
Selskabets stationer høres ugentligt i mindst fem uafbrudte minutter af sammenlagt 1.971.000 mennesker, svarende til 68,7 procent af alle radiolyttere.
/ritzau/