Den tidligere FC København-profil Brede Hangeland er mildest talt utilfreds med forløbet, da han tirsdag aften blev opsagt i den nedrykkede Premier League-klub Fulham.
Hangeland har været på Craven Cottage i mere end seks år og havde et år tilbage af sin kontrakt, men Fulham meddelte tirsdag, at den norske midterforsvarer er færdig i klubben.
- I dag modtog jeg nyhederne om, at Fulham har valgt at opsige min kontrakt med klubben med omgående virkning.
- Jeg fik besked om afgørelsen per mail, uden at nogen fra klubben har mødt mig på forhånd for at diskutere min kontrakt eller min fremtid, siger Hangeland til Dagbladet via sin rådgiver Jon Mørland.
Brede Hangeland kom til Fulham fra FC København i 2008 og har i en årrække været en stor profil i klubben. De senere år har han haft hvervet som anfører.
- Etter seks et halvt år med loyalt og hårdt arbejde, de sidste år som kaptajn, er jeg umådelig skuffet over, hvordan dette er håndteret, siger den 32-årige nordmand.
Hangeland skal nu på jagt efter en ny arbejdsgiver.
- Jeg føler, jeg stadig har meget at give som fodboldspiller, siger han.
/ritzau/