Sunderland kravler op over stregen i Premier League

admin

|

27/04/2014

Dagens topnyheder

Det ser særdeles sort ud for Cardiff og manager Ole Gunnar Solskjær i bunden af Premier League. Lørdag tabte det walisiske bundhold med 0-4 på udebane til Sunderland.

Med sejren er Sunderland for første gang i mange måneder at finde over nedrykningsstregen i den bedste engelske fodboldrække.

Sunderland, der var bundprop inden søndagens bundgyser, overhaler med de tre point både Cardiff, Fulham og Norwich.

Angriberen Connor Wickham headede Sunderland foran 1-0 efter et hjørnespark. Cardiff-forsvaret var lidt for sløsede i opdækningen i den situation.

Sunderland-angriberen Fabio Borini fordoblede føringen på et straffespark lige inden pausen. I den situation blev Cardiff hårdt ramt med udvisningen af Cala.

Den indskiftede italiener Emanuele Giaccherini øgede til 3-0 med sin fjerde sæsonscoring et kvarter før tid. Oplægget stod landsmanden Fabio Borini for med en flot stikning.

Formstærke Wickham var i slutminutterne af kampen manden bag Sunderlands 4-0-scoring, og det fuldendte ydmygelsen af Cardiff, der efterhånden ligner en nedrykker.

Sunderland har 32 point efter 35 kampe. Norwich har også 32 point, men holdet har en dårligere målscore og har spillet en kamp mere end Sunderland.

Cardiff er ny bundprop med blot 30 point efter 36 kampe. Fulham, der har William Kvist i truppen, ligger næstsidst med 31 point efter 36 kampe og får det også uhyre svært. Der spilles 38 kampe i England.

/ritzau/