Suarez risikerer sponsorflugt efter ny bide-sag

admin

10 år siden

|

25/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

To gange i karrieren har Luis Suarez fået karantæne for at bide en modstander.

Måske en tredje karantæne for at bide er på vej efter tirsdagens VM-kamp mellem Uruguay og Italien, hvor Luis Suarez satte tænderne i italienske Giorgio Chiellinis skulder.

Ifølge Sky News holder Adidas et krisemøde i Brasilien, hvor emnet er Luis Suarez, og om samarbejdet mellem parterne skal fortsætte efter endnu en skandale.

Pokerfirmaet 888poker overvejer også, om sponsoratet med den målfarlige Liverpool-spiller skal fortsætte.

- Efter anklagerne mod Luis Suarez i forhold til dennes opførsel i Uruguays VM-kamp mod Italien tager 888poker seriøst op til overvejelse, om samarbejdet med spilleren kan fortsætte, da vi overhovedet ikke vil tolerere usportslig opførsel, skriver 888poker i en pressemeddelelse.

Det internationale fodboldforbund (Fifa) har åbnet en disciplinærsag mod Suarez, der ikke blev straffet i tirsdagens VM-kamp, da dommeren ikke så episoden.

/ritzau/