Styrt og skader sender amerikansk Tour-helt hjem

admin

10 år siden

|

17/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Onsdag stod han af cyklen undervejs på etapen og lignede en, der havde opgivet. Alligevel kæmpede han sig i mål 32 minutter efter etapevinder Tony Gallopin og 12 minutter efter etapens nummer næstsidst.

Torsdag trak Andrew Talansky sig fra Tour de France.

Den 25-årige amerikaner fra Garmin-Sharp blev seneste offer for styrt blandt de ryttere, som kørte for en topplacering i verdens største cykelløb.

Andrew Talansky styrtede i spurten på syvende etape og på en nedkørsel i høj fart allerede dagen efter. Han havde håbet, at tirsdagens hviledag var en hjælp, men nu udgår han efter mange slag.

Det til trods for, at han altså onsdag havde kæmpet sig igennem en lang lidelseshistorie på 11. etape.

- Det knuser mit hjerte at skulle forlade Tour de France. Min sæson var tilrettelagt om Touren, og holdet havde støttet mig hele vejen, siger amerikaneren i en pressemeddelelse.

Talansky var kommet til Tour de France med seriøse forhåbninger om en topplacering. Sidste år blev han nummer 10 i løbet, og i juni i år vandt han optaktsløbet Critérium du Dauphiné.

De mange styrt betød imidlertid, at Andrew Talansky var mere end 40 minutter efter Vincenzo Nibali (Astana), da han torsdag måtte trække sig fra løbet. Derfor var al håb om en topplacering gradvist forduftet de seneste dage.

/ritzau/