Usikre sygeplejersker og mangelfulde journaler hos Region Hovedstadens Akutberedskab kan få alvorlige konsekvenser for syge borgere, når de ringer ind for at få råd og vejledning hos 1813.
Ifølge enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons, udgør de fejl og mangler, som styrelsen har konstateret hos 1813, en alvorlig risiko for patienternes sikkerhed.
- Det kan jo i værste fald få de konsekvenser, at patienterne bliver behandlet forkert, siger hun til Ritzau.
Sundhedsstyrelsen har efter et kontrolbesøg hos 1813 blandt andet konstateret, at sygeplejerskerne ikke er klar over, hvornår de selv må råde patienterne, og hvornår der skal en læge ind over, og det udgør en alvorlig risiko for patienternes sikkerhed.
Enhedschefen i Sundhedsstyrelsen kan ikke svare klart på, om Hovedstadens borgere kan føle sig trygge ved at bruge akuttelefonen.
- Vi regner jo bestemt med, at Region Hovedstaden retter op på det her, og vi har givet dem nogle frister. Det er selvfølgelig hensigten, at borgerne skal være trygge, men jeg kan selvfølgelig ikke udstede garantier, siger Anne Mette Dons.
- Det er Region Hovedstaden, der er driftsherre, og det er dem, der skal sørge for, at borgerne trygt kan benytte sig af 1813, tilføjer hun.
Sundhedsstyrelsen behandler i øjeblikket en række sager efter henvendelser fra praktiserende læger, som mener, at 1813 har fejlbehandlet deres patienter.
Anne Mette Dons kan ikke fortælle nærmere om sagerne, men siger, at mangelfulde journaler hos 1813 gør det meget svært at komme til bunds i, hvad der er sket i de konkrete tilfælde.
- Vi har nogle eksempler på sager, hvor det simpelthen er svært at efterforske, fordi der ikke er journalført ordentligt.
- Der står stort set ikke noget i mange af journalerne. Man kan ikke se, hvad det er for en rådgivning, den pågældende sygeplejerske har ydet, og det er vi selvfølgelig kede af, siger hun.
Sundhedsstyrelsen kommer med den hårde kritik af Region Hovedstadens Akutberedskab bandt andet efter et kontrolbesøg 12. marts.
Region Hovedstaden skal senest den 4. april have instrueret personalet grundigt, få rettet op på de mangelfulde journaler, ligesom der skal sættes en løbende og systematisk opfølgning af personalets kompetencer og kvalitet af visitationen i gang inden 25. april.
Begge dele skal afrapporteres til Sundhedsstyrelsen.
/ritzau/