Togrejsende i hovedstadsområdet bør væbne sig med tålmodighed resten af fredagen.
En række problemer fik togtrafikken til at gå i stå flere steder tidligere på dagen, og kaotiske tilstande har hersket på Hovedbanegården de seneste timer.
Ifølge DSB's pressevagt vil der være både aflysninger og forsinkelser på regional- og intercitytog det meste af aftenen.
- Derfor må man holde øje med skærme og tjekke Rejseplanen for opdateringer, lyder det.
Ifølge Ritzaus medarbejder på Hovedbanegården er perronerne proppede med frustrerede rejsende.
Passagerer tumler rundt fra den ene perron til den anden i håbet om at komme af sted fra varmen på stationen, forlød det tidligere på aftenen.
Problemerne med togtrafikken skyldes dels problemer med signaler og køreledninger mellem henholdsvis Klampenborg og Ballerup samt Holte og Hillerød.
Og så skyldes det dels et havareret regionaltog nær Hvidovre Station, der begyndte at udvikle røg. Sammenbruddet satte gang i en dominoeffekt.
Det varme sensommervejr fik nemlig flere passagerer til at forlade det hede køretøj og bevæge sig ud på skinnerne.
Og det satte S-togstrafikken i stå mellem Valby Station og Høje Taastrup Station.
Regionaltoget er siden blevet fjernet, og S-togene er begyndt at køre igen - dog stadig mærket af standsningen tidligere på dagen.
Ifølge Vestegnens Politi, der blev tilkaldt til stedet, hvor regionaltoget var standset, blev to personer kørt af sted til hospitalet med symptomer på dehydrering.
Også på Hovedbanegården var den første ventende med hedeslag hjulpet væk fra perronerne allerede fredag eftermiddag, skriver Politiken.
/ritzau/