Stort set alle brugere af Facebook er de seneste uger blevet tilbudt at se et tilbageblik af ens år på på det sociale medie. Introen til tilbageblikket er et af ens billeder indrammet af blomster eller balloner, og måden Facebook udvælger billederne på foregår af en forhåndsbestemt matematisk model.
Som udgangspunktet kan man kun selv se kavalkaden, men hvis man gør den offentlig bliver man mødt med ordene, 'det har været et godt år, tak fordi du var en del af det'.
Men den positive tone og valg af billeder er faldet en lang række brugere for brystet, fordi de har fået kastet årets tragedier op i hovedet.
En af de vrede Facebook-brugere er amerikaneren Eric Meyer. Hans datter døde af kræft i år, og da Facebook foreslog ham at se et tilbageblik på året, var der et billede af hans afdøde datter omkranset af balloner og glade ansigter.
Han har beskrevet oplevelsen i et blogindlæg, der er delt og læst tusindvis af gange siden han offentligjorde det den 24. december.
I indlægget beskriver han, hvordan han blev rystet og fyldt med sorg, da han så det, men han retter ikke sin kritik mod Facebook generelt, men i mod den matematiske model, der udvælger billeder og begivenheder.
- Modellen virker nok for de fleste glade brugere af Facebook, men de af os, der har oplevet dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed og andre kriser, ønsker ikke at få kastet et glad tilbageblik af året op i hovedet, skriver Eric Meyer.
I kommentarene til indlægget erklærer en del, at de har haft lignende negative oplevelser med funktionen, og den stigende kritik har fået Facebook til at reagere.
Ifølge Washington Post har Jonathan Geller fra Facebook personligt ringet til Eric Meyer og givet ham en undskyldning.