Stor forskel på antal børn per pædagog landet over

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Antallet af børn tilknyttet pædagoger i vuggestuer og børnehaver svinger markant fra kommune til kommune.

I Aarhus, der har landets bedste gennemsnitlige normering, er der 3,2 børn i alderen 0 til 2 år per voksen og 5,5 børn mellem 3 til 5 år. I Jammerbugt, der har en af landets dårligste, er der 4,5 af de mindste børn per voksen og 7,9 mellem 3 og 5 år.

Det viser en ny undersøgelse fra Kora (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning), der bliver offentliggjort tirsdag, skriver Politiken.

Undersøgelsen, der har været flere år undervejs, dokumenterer behovet for minimumnormeringer, siger forældre.

- Der skal ikke være forskel på, om man bor i den ene eller anden kommune. Alle børn har brug for omsorg, lige meget hvor de bor.

- Det er lige præcis det, der er vores argument for et normeringsloft, siger formanden for Forældrenes Landsforening (Fola), Dorthe Boe Danbjørg.

Hun er fortaler for maksimalt tre vuggestuebørn per voksen.

Henning Pedersen, der er formand for pædagogernes fagforening, er enig og kalder tallene for dramatiske.

- Det er virkelig kommunalt selvstyre, når det er værst. Det er helt uacceptabelt, at der overhovedet kan være så stor forskel mellem kommunerne, for så stort er det her land altså ikke. Det er præcis derfor, at vi har talt for et loft, siger han.

I Aabenraa, der har en af landets dårligste normeringer, erkender Kirsten Nørgård Christensen (V), der er formand for børne- og uddannelsesudvalget, at der har været "nogle besparelser, der også er gået ud over normeringen".

- At færre voksne kan være lig med mindre omsorg og nærvær, kan jeg ikke sige noget imod, siger hun.

Anna Mee Allerslev (R), formand for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg vil ikke have et loft for antal børn per voksen.

/ritzau/