Støjberg vil se straffeattest for ansatte på asylcentre

admin

440 uger siden

|

15/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når asylcentre fremover skal ansætte ledere, skal der på forhånd indhentes en straffeattest, siger udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) tirsdag på et samråd.

Kravet kommer, efter at dagbladet Information den 14. maj kunne berette om en leder på Næstved Asylcenter, der benyttede fysisk og psykisk magtanvendelse ud over det tilladte over for beboerne.

Lederen var tidligere dømt for vold mod to børn på et behandlingssted, hvilket Langeland Kommune, der driver asylcentret, ikke vidste på ansættelsestidspunktet.

- Jeg vil bede Udlændingestyrelsen om at opfordre kommuner til fremadrettet at indhente straffeattester, siger ministeren på samrådet.

Og det bliver et krav, fastslår hun.

- Det har stået uklart, om jeg blot ville opfordre til, at man skal. Men jeg har besluttet mig for, at man skal.

Derudover skal centrene fremover indberette, når der bliver anvendt magt mod beboerne.

- Indkvarteringsoperatørerne skal fremover ikke kun indberette, når en asylansøger udøver vold, hærværk og lignende, men også når personalet på centrene har set sig nødsaget til at anvende magt, siger Inger Støjberg.

På samrådet spørger Johanne Schmidt-Nielsen (EL), om der fremadrettet skal føres skærpet tilsyn med asylcentrene.

Men det afslår ministeren i første omgang.

- Det er for tidligt at træffe nogen som helst beslutninger. Det er, så vidt jeg ved, en enkeltstående sag. Lad os lige prøve at finde ud af, hvad der er op og ned. Så kigger vi på det andet efterfølgende, siger Inger Støjberg.

Lederen på asylcenteret i Næstved blev fritstillet efter medieomtalen af hans hårdhændede behandling af en asylansøger samt hans tidligere voldsdom.

Det er siden kommet frem, at den asylansøger, som chefen anvendte magt over for, flere gange har været voldelig og truende over for personalet og beboere.

Asylansøgeren er senere blevet varetægtsfængslet, sigtet for vold og trusler om vold mod en anden asylansøger.

/ritzau/